Debat og politik

Respekterer politikerne i Region Syddanmark “Den Danske Model”?

Debatindlæg af gruppeformand og regionsrådsmedlem i Region Syddanmark Annette Blynel (SF)

Det var der i hvert fald en hel del medarbejderrepræsentanter, der tvivlede på, under debatten om tildeling af yderligere årlige 70 mio. kr. til lokallønspuljen. Gode penge, og hver en krone er fuld fortjent.

Vi har lige nu et sygehusvæsen i alvorlig krise med store udfordringer med både fastholdelse og rekruttering. Det er alvorligt, både for personale og borgere, som ikke kan få den nødvendige behandling.

Den borgerlige fløj var helt klar til at give direktionen et solidt rygstød, som ønskede, at en ”smal” gruppe af medarbejdere skal tildeles disse midler – både til hvilke faggrupper, på hvilke afdelinger og med hvor meget. Det er en uhørt proces. En medarbejderrepræsentant spurgte om ”der er ved at ske et paradigmeskifte” – i en retning som de bestemt ikke bryder sig om. Linjen for SF er klar. Meget gerne flere penge i posen til medarbejderne, men fordelingen skal ske efter lokale forhandlinger, sådan som det altid sker.

Lokalløn er forhandlingsstof, og skal ikke fordeles af politikerne. Derfor havde Enhedslisten og SF stillet et ændringsforslag, som blev forkastet.

Desværre fulgte Socialdemokraterne trop med de borgerlige og brød dermed en klar tradition om at lytte til og inddrage medarbejderrepræsentanterne – det er vist desværre et paradigmeskift i en retning, som hverken medarbejderne eller SF bryder sig om.

Kommentarer