Konference: Fremtidens velfærdsteknologi sættes under lup i Næsted

Velfærdsteknologikonferencen Future of Welfare Tech 2025 samler virksomheder, politikere og beslutningstagere fra hele landet i Næstved den 30. september, hvor det bliver drøftet, om velfærden er klar til teknologien, og ikke mindst om teknologien er klar til virkeligheden.
Med flere ældre og færre hænder vokser behovet for nye løsninger. Her kan velfærdsteknologi bidrage til at løse reelle behov.
Derfor inviterer Næstved Kommune sammen med Region Sjælland og Næstved Erhverv nu til konferencen Future of Welfare Tech 2025 – en konference om fremtidens velfærdsteknologi, hvor målet er at samle alle relevante velfærdsteknologivirksomheder og relevante kommunale og regionale beslutningstagere.
Netop Næstved Kommune har de senere år målrettet arbejdet med brug af velfærdsteknologi i ældreplejen.
– Ældre- og Sundhedsplejen er ingenting uden medarbejdere, men vi mangler kvalificeret arbejdskraft i den nære velfærd. Derfor er det helt afgørende vigtigt for kvaliteten i velfærden, at vi har en stærk privat sektor indenfor velfærdsteknologi, og at der er en tæt dialog om løsninger og behov. Målet er, at vi alle bidrager til at kunne udnytte de teknologiske muligheder maksimalt med henblik på at sikre højst mulig kvalitet i velfærden, siger Jakob Bigum Lundberg, direktør for Ældre og Sundhed i Næstved Kommune.
Bygger bro mellem behov og løsninger
På konferencen deltager blandt andre ældreminister Mette Kirkegaard (M), regionsrådsformand Trine Birk Andersen (S) og sygehusdirektør Ricco Dyhr sammen med en række danske og internationale virksomheder, hvor målet er at bygge bro.
– Vi står i en situation, hvor vi ikke kan løse fremtidens velfærdsopgaver alene. Vi har brug for virksomhederne – og virksomhederne har brug for os. Derfor handler Future of Welfare Tech 2025 om at bygge bro mellem behov og løsninger, så teknologi bliver til reel værdi for borgere og medarbejdere, siger Jan Kanne, innovationschef, Sundhedsinnovation Region Sjælland.
Konferencen skaber rammerne for, at nye ideer og konkrete behov kan mødes i øjenhøjde med henblik på at få indblik i udvalgte løsninger og teknologier, der kan hjælpe kommunen, hospitaler eller i almen praksis videre ind i fremtiden.
– Øget dialog mellem kommunerne og den danske medicobranche, der udvikler og markedsfører moderne velfærdsteknologier, er en forudsætning for, at vi i fællesskab kan fremtidssikre det nære sundhedsvæsen gennem ny teknologi. Derfor støtter vi også op om konferencen. For os er det helt afgørende, at borgerne i det kommunale sundhedsvæsen får den rette teknologiunderstøttelse, som bidrager til øget livskvalitet og en nemmere hverdag, siger Mads Koch Hansen, direktør i brancheorganisationen Medicoindustrien, der repræsenterer mere end 230 medicovirksomheder i Danmark.
Desuden skaber Future of Welfare Tech 2025 også rammerne for at deltage i matchmaking og starte partnerskaber, der skaber værdi – lokalt og strategisk.
Kunstig intelligens på plejecentre giver hidtil uset indsigt
I Næstved Kommune har flere plejecentre brugt Teton AI, der leverer løsninger, som giver personalet mulighed for at våge over borgerne, når de befinder sig på deres værelser. Ved hjælp af kunstig intelligens (AI) kan personalet lynhurtigt reagere, hvis eksempelvis en borger falder på værelset om natten.
Desuden giver Teton AI også kommunen mulighed for at opsamle realtidsdata over alle kommunens plejehjem, hvilket medfører hidtil uset indsigt i plejekvalitet, beboernes trivsel, forebyggelsesmuligheder og personalets arbejde.
Teton AI vil derfor også være repræsenteret på konferencen.
– Næstved Kommune har længe vist sig at være dygtige til at stille mange af de helt rigtige spørgsmål, når det gælder brug af Velfærdsteknologi. Koblet med en beundringsværdig beslutningskraft er Næstved i dag førende, hvad angår anvendelse og dokumentationen af velfærdsteknologi. Teknologiens forstærkning af plejen er kritisk i forhold til de plejerelaterede og økonomiske udfordringer, vi har og ikke mindst får. Det giver rigtig god mening at denne vigtige debat finder sted, der hvor man er lykkes så godt, siger Mikkel Thagaard, Chef for forretningsudvikling hos Teton AI.
Future Welfare Tech finder sted tirsdag 30. september klokken 13 til 16.30 i Ny Ridehus, Grønnegade 10 i Næstved
Konferencen kræver tilmelding via: Future of Welfare Tech 2025
Kommentarer