Kom sikkert på ferie – og hjem igen: 6 gode råd fra Sikker Trafik
Husk at tage de gode trafikvaner med hjemmefra, når du skal på ferie i udlandet. Rådet for Sikker Trafik har 6 gode råd til at komme sikkert på ferie – og hjem igen.
Det er vigtigt at have fokus på de gode trafikvaner, når vi er på ferie – også selv om det er i et land, hvor det er normalt at køre uden sele eller uden hjelm.
For selv om det nok er de færreste, der tænker over trafikken på feriedestinationen, så er der en god grund til at gøre det. Risikoen for at ende i en trafikulykke er nemlig markant højere end i de fleste andre lande i forhold til Danmark.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) mister omkring 1,2 millioner mennesker hvert år livet i trafikulykker. Og op mod 50 millioner mennesker kommer alvorligt til skade i trafikken på verdensplan. De tal understreger vigtigheden af at huske de gode trafikvaner. Også når vi rejser.
– Det er nemt at komme til at gøre som de lokale, når man er i et land, hvor mange fx kører for stærkt, ikke bruger sele eller hjelm. Men hold fast i dine sikre vaner, også selv om du skiller dig ud. For kører bussen ud over skrænten, eller styrter du på cykel eller scooter, så kan det være afgørende, at du har gjort som du plejer og har spændt selen eller brugt hjelm, siger Pernille Ehlers, chefkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.
Har man voksne børn, der skal rejse rundt i verden, så opfordrer Rådet for Sikker Trafik til, at man tager en snak med dem om, at de skal være opmærksomme og tage deres forholdsregler i trafikken i de lande, hvor de rejser.
Det kan fx være en reminder om, at man forventer af dem, at de altid bruger sele i biler og busser. Og at de undlader at leje en scooter, hvis de ikke har erfaring eller kørekort til det. Det kan ende med alvorlige skader og kan også blive meget dyrt, hvis forsikringen ikke dækker.
Få dokumenteret dit uheld
Hos SOS International, der er en rejsealarmcentral for nordiske forsikringsselskaber, assisterer man hvert år mange danskere, der kommer ud for uheld og sygdom i udlandet. Her lyder anbefalingen, at hvis man er involveret i et trafikuheld på ferien, så er det godt at få det dokumenteret.
– Det er altid en god ide at kontakte politiet, hvis man er involveret i et uheld i udlandet. Politirapporten fungerer som dokumentation til dit forsikringsselskab, og den er også nyttig, hvis din bil skal transporteres hjem, siger Anette Bjørn Juncher, vagtcentralchef for Rødt Kort-ordningen hos SOS International.
Dræbte i trafikken per 100.000 indbyggere i 2022 (kilde: IRTAD):
Gode råd til en trafiksikker ferie
- Spænd selen i bil, taxa, minibus og turistbussen – også selv om andre ikke gør det: Både når det er til og fra lufthavnen eller på en udflugt, er det vigtigt altid at spænde selen. I de fleste lande er det desuden lovpligtigt.
- Vurder trafikken og transportmidlet: Tænk dig om inden du lejer en scooter eller cykel i et land, hvor du oplever trafikken som risikabel og vejenes tilstand ikke er god. Overvej et mere sikkert transportmiddel som fx en bil.
- Brug altid hjelm: Hvis du lejer en scooter, så brug altid hjelm – også selv om det er varmt. Hav tøj på af slidstærkt eller kraftigt stof med lange ben og ærmer, så din hud er beskyttet, hvis du falder.
- Vær opmærksom: Drop mobilen og lad være med at tage foto og optage video, når du kører eller går i trafikerede områder.
- Stil krav til din chauffør: Lejer du en bil, minibus eller bus med chauffør, så er det vigtigt, at chaufføren er udhvilet, ædru og opmærksom og ikke bruger håndholdt mobiltelefon under kørsel. Hvis I bliver utrygge ved chaufførens kørsel, så sig fra.
- Pas på træthed: Træthed bag rattet kan være lige så farligt som spirituskørsel. Det er vigtigt at være frisk og veludhvilet før køreturen, da trafikken kan være tæt, og skiltning og omgivelser er fremmede. På længere ture bør du holde en pause cirka hver anden time eller skifte chauffør.
(kilde: Rådet for Sikker Trafik og SOS International).
Fakta
I sommerperioden (uge 26-32) sidste år assisterede SOS International via Rødt Kort i 226 sager, hvor danskere var involveret i færdselsuheld i udlandet.
Langt de fleste færdselsuheld sker i danskernes nabolande Tyskland, Sverige og Norge. Tyskland er et klassisk transitland, som rigtig mange danskere på kør-selv-ferie kører igennem. Derudover sker færdselsuheld i de klassiske ferielande Italien og Frankrig.
Godt at vide
Brug for hjælp: Har du brug for akut hjælp i et EU-land, så ring til 112. Uden for EU kan det være et andet nummer – tjek det før rejser afsted.
Rødt Kort: Ordningen er en del af kaskoforsikringen hos de fleste danske forsikringsselskaber. Rødt Kort giver adgang til vejhjælp i de 28 EU-lande og knap 30 lande udenfor EU. Se mere om Rødt Kort her.
Udenrigsministeriets anbefalinger: Læs hvad du bør være opmærksom på mht. rejseforsikringer, og hvad du bør gøre i tilfælde af sygdom og ulykke i udlandet. Klik her.
Kommentarer