Kom og kig til kyllingerne døgnet rundt
Fra i dag livestreamer landbruget fra livet i en typisk, dansk kyllingestald på www.kyllingestald.dk.
Landbrug & Fødevarer holder fra i dag 8. februar døgnåbent hos cirka 32.000 slagtekyllinger i en stald i Vestjylland.
Det sker på hjemmesiden www.kyllingestald.dk, hvor du fra to kameraer inde i stalden kan følge kyllingerne, fra de er små, gule og dunede, til de sætter hvide fjer og er klar til slagtning.
Viser kyllingernes liv
Kameraerne dokumenterer således kyllingernes samlede levetid til fulde. Tættere på kan man næsten ikke komme, når ønsket om åbenhed også skal harmonere med omsorg for hovedpersonerne: Kyllingerne og deres helbred, siger formanden for Landbrug & Fødevarer Fjerkræ, Martin Hjort Jensen.
På grund af de meget strenge hygiejnekrav og bl.a. risikoen for salmonella og fugleinfluenza er der nemlig meget begrænset fysisk adgang til kyllingestalde.
Livestreamingen skal nok vække opsigt, mener fjerkræformanden, og det er også formålet:
– Som kyllingeproducenter har vi de seneste år mødt mange holdninger og påstande om dansk slagtekyllingeproduktion. Der har ikke altid været lige høj grad af fakta og virkelighed bag. Vi har informeret, så godt vi kunne og inviteret familien Danmark til Åbent Landbrug, men der er stadig brug for at vise slagtekyllingeproduktionen frem. Derfor tager vi nu dette skridt med at åbne stalddørene virtuelt, og vi håber, mange vil se med og spørge ind til det, de ser, siger Martin Hjort Jensen.
Glæder sig
– Det, man kan opleve her, er anderledes end i hønsehuset i en villa-baghave. Det her er en professionel landbrugsbesætning med alt, hvad der hører til af professionel pasning, fodring, automatik, teknik og størrelse, og det glæder vi os til at vise frem, siger Martin Hjort Jensen.
Konkret er det kyllingeproducent Solveig Nørmark, der sender fra en af sine stalde lidt udenfor Struer.
– Jeg glæder mig til at vise mine kyllinger frem. Det er ikke noget, hverken jeg eller kyllingerne vil mærke noget til i hverdagen – det er det geniale ved dette initiativ: 100 forskellige mennesker kan besøge stalden uden at bringe smitte ind til kyllingerne, så de bliver syge, og uden at skabe uro i stalden, så de bliver utrygge eller stressede. Og jeg kan bare passe mine kyllinger præcis, som jeg plejer, siger Solveig Nørmark.
Åbningen for livestreamingen markeres i dag tirsdag 8. februar med et pressemøde på gården. Umiddelbart efter pressemødet ankommer kyllingerne fra rugeriet. Kyllingerne kan derfor ses i stalden fra klokken cirka 13.30 tirsdag 8. februar via livestreamingen på kyllingestald.dk.
Baggrund
Initiativet skal ses i lyset af debatten om opdræt af danske slagtekyllinger, hvor flere supermarkedskæder har meldt ud, at de vil udfase den almindelige danske kylling i dele af deres sortiment. Størstedelen af den kylling, der sælges herhjemme, er den almindelige Ross 308.
– Vi er som producenter klar til at levere den type kylling, der efterspørges, forudsat at økonomien følger med. Det er også afgørende for os, at detailbranchen og forbrugerne vælger til og fra på et faktuelt grundlag, og i forhold til parametre som klima-hensyn og dyrevelfærd slår vi altså et slag for den danske kylling, uanset produktionsform. Det vil være ærgerligt, hvis den almindelige danske kylling får nådestødet bare for at blive erstattet af kyllinger fra udlandet, der er opvokset under andre rammer og for eksempel ikke kan sige sig salmonellafri, siger Martin Hjort Jensen, formand for Landbrug & Fødevarer Fjerkræ.
Kommentarer