Debat og politik

Indhegnede Naturnationalparker – Nej tak

Af Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne

Folketingskandidat, Sydjyllands Storkreds

Karina Adsbøl Medlem af Folketinget og Folketingskandidat hos Danmarksdemokraterne

Hos Danmarksdemokraterne er vores holdning til Naturnationalparker og rewilding meget klar, vi støtter ikke statsautoriseret dyremishandling.
Rewilding er en ideologi, om at biodiversitet skabes gennem ved, at heste eller køer græsser områder intensivt. Videnskabeligt er der stor uenig om rewilding er den gyldne løsning, men rewilding danner grundlag for Socialdemokratiets kommende naturnationalparker.
Hvordan kan det forsvares, at dyrene efterlades til deres egen skæbne bag et solidt hegn opsat af mennesker? Dyrene sulter om vinteren, hvor føden er knap, hvilket er naturligt, fordi græsset ikke vokser om vinteren. I naturen vil dyrene vandre over lange afstande, men det kan de jo ikke, når de er hegnet inde. Hvorfor skal dyrene være taberne i det her akademiske dyreforsøg?

Der har været flere eksempler på, at dyrene i naturnationalparkerne spiser giftige planter i mangel af bedre, i et desperat forsøg på at udskyde sultedøden.
Hvis ønsket vitterligt er at sikre dyrene gode levevilkår i de danske naturnationalparker, hvorfor er naturnationalparkerne så undtaget fra loven om dyrevelfærd?

Når store naturområder pakkes ind i hegn, så bliver det sværere for lokalbefolkningen at gøre brug af og nyde naturen. Det er også de lokale beboere, der aldrig har ønsket en naturnationalpark, der bliver konfronteret med dyrenes mistrivsel.

Danmarksdemokraterne vil kæmpe imod statsautoriseret dyremishandling og for de lokales ret til at beholde deres naturområder.

Kommentarer